Home | Kontakt | English  

Update 2009

UPDATE 2009 - 8 it-indlæg à 8 minutter. 28. maj 2009 hos Stibo A/S.

It-forum midtjylland afholdte for 5. i træk, i samarbejde med Erhverv Århus, IT-UPDATE den 28. maj 2009. Otte hurtige indlæg på 80 minutter gav de omkring 100 deltagere indsigt i aktuelle tendenser i regionens it-branche. Stibos storslåede lokaler dannede rammen om det dynamiske og anderledes program. Efter en afstemning blandt publikum blev Sikkerhedsplaster kåret til det bedste projekt. Du kan læse mere om Sikkerhedsplaster her.

 

>>OPVÅGNING TIL IT VIRKSOMHEDERNE - Mathias Vestergaard, Mathias Vestergaard™
Trænger din virksomhed til et wake-up-call? Mathias Vestergaard er jeres frelser! Mathias er det levende eksempel på, hvordan moderne teknologi kan give adgang til en radikalt anderledes livsstil og grundlæggende livsfilosofi. Mange virksomheder ser sig selv som innovative, men hvor innovative er de egentligt, når det kommer til stykket? Innovatoren Mathias Vestergaard™ vil fortælle om, hvordan it-virksomheder har brug for en opvågning, og hvordan han er den frelser, som er sendt til at lede flokken! Mathias har skabt nogle succesfulde projekter ved at turde gøre tingene anderledes, og laver bl.a. kreativ sparring/coaching med erhvervsledere, som kunne tænke sig at blive udfordret og sagt imod.

 

 

>>KUNDELOYALITET VIA SOCIALE MEDIER- Ole Bach Andersen, Newsperience
Newsperience giver et bud på, hvordan de sociale medier kan udnyttes kommercielt. De sociale medier er i voldsom vækst. Der anslås at være over 500.000 af slagsen. Den største, Facebook, har ca. 200 millioner brugere på verdensplan og ca. 2 millioner i Danmark alene. Forretnings-modellerne til hvordan disse medier kan udnyttes kommercielt er midt i en afklaringsfase. Newsperiences bud er: Anvend kundeloyalitet som softwareplatform for virksomheder til dialog-, relations- og 1:1-markedsføring. Kunderne tillader anvendelse af sine sociale data mod at få relevante og bedre ydelser. Virksomhederne får en bedre kundeforståelse, mere målrettet og relevant markedsføring og øget omsætning.

 


>>VIDEOPODCASTS
– Daniel Bahl, v5
Web 2.0 nørden Daniel Bahl brænder for at udnytte internettets nyeste teknologier. På v5.dk broadcaster han "Videoer for nørder”. Ser man bort fra DR1 og TV2 er v5.dk blandt de mest seete danske videopodcasts, med over 3000 unikke seere hver uge. Det hele startede for 1 år siden, hvor Daniel udviklede et lille program, der optog hans skærm. Det var en nem måde at vise venner og kollegaer, hvordan de løste kendte problemstillinger. Det udviklede sig til et show, som nu udkommer en gang om ugen og handler om alt fra hvordan man hacker et trådløst netværk på 5 minutter til anmeldelser af gadgets og ny teknologi.

 

 

>>SIKKERHEDSPLASTER – Eva Kühne, iKRAFT
SikkerhedsPlaster skal give især handicappede større sikkerhed ved badning. SikkerhedsPlaster er et elektronisk plaster, henvendt til brug i svømmebade. Sikkerhedsplasteret skal støtte personalet i overvågning af de badende og være medvirkende til hindring af dødsfald. SikkerhedsPlasteret skal varsle, om personen er under vand samt lokalisere personen i svømmehallen, således at personalet hurtigt og effektivt kan gribe ind. Projektet er et samarbejde mellem følgende partnere: Egmont Højskolen, Delta, Alexandra Instituttet, Active Institute og iKRAFT.

 

 

>>DET VOKSENDE SOCIALE NETVÆRK - Amir Salihefendic, Plurk
Med snart over 1 million brugere er Plurk.com et voksende socialt netværk, hvor hver bruger har en tidslinie over deres og deres venners liv. PÅ Plurk ”plurker” man tanker, ideer mm. via detaljerede statusopdateringer. Alle tidslinier bliver opdateret i real-time, og man kan søge alle tidslinier i real-time. Hør mere om hvordan Plurk arbejder virtuelt med et team spredt på tre kontinenter, og hvordan virksomheden er vokset og har skaleret plurk.com.

 

 

>>TRANSPARENT VIRKSOMHED MED GOOGLE APPS - Mikkel Dall, Systime
Hvis man som virksomhed har et mål om åbenhed, hvordan sikrer man så, at alle projekter og processer rent faktisk også bliver transparente? Forlaget Systime har droppet Office-pakken og skiftet den ud med det onlinebaserede forretningsværktøj Google Apps. Det betyder, at medarbejderne på forlaget nu effektivt kan dele dokumenter og gøre projektstyring til et fælles anliggende. Både mail, dokumenter, projektledelse, kalender og præsentationer er frit tilgængelige. Hvor der tidligere røg adskillige Word-dokumenter frem og tilbage på mail, i det tætte samarbejde med 750 eksterne forfattere og redaktører, bruger alle i dag online-tekstbehandling i Google Docs.

 

 

>>BROWSERBASERET PLATFORM FOR PEER-TO-PEER KOMMUNIKATION - Carsten Rhod Gregersen, Nabto
Hvorfor kan mobilen og PCen ikke snakke sammen direkte og synkront? Det er blot en af de mange problemstillinger, som Nabtos browserbaseret platform for Peer-To-Peer kommunikation løser. Nabto -platformen tilvejebringer en infrastruktur, som gør det muligt at etablere direkte og sikker kommunikation mellem enheder på internettet. Igennem en brugervenlig og skalérbar løsning på internet-baseret konnektivitet fjerner Nabto en afgørende forhindring for den praktiske realisering af pervasive computing konceptet, altså sammenkoblingen af digitale systemer, services og ressourcer overalt i erhvervsliv, offentlige forvaltninger og serviceorganisationer samt i hjemmet.

 

 

>>DEN INTERAKTIVE LÆRERTASKE - Claus Lavdal, Mergeit
Mergeit har udviklet en Interaktiv Lærertaske som skal integrere it i folkeskolen. Der stilles stadig større krav til lærerne, når IT skal integreres i undervisningen. Det udstyr, der kaster skærmbilledet op på tavlen er typisk alt for dyrt og sårbart til folkeskolernes miljø og voksende behov. Det skal den open source-baserede Interaktive Lærertaske fremover lave om på. Tasken er nemlig både sikret mod hærværk, praktisk og mobil - og ikke mindst billig. Lærer-tasken lægger op til, at læreren altid har grundelementerne til at tænke IT ind i sin undervisning.


 

 

UPDATE 2009
indlÆg

 

 

Sidst opdateret 4/09/09 , © it-forum midtjylland